Jeg er stolt…

Camilla
Min datter da hun var i tumlinge alderen – dengang foregik næsten alt liggende eller siddende.

Kender i det ? – når man bliver så stolt af sine børn at man er lige ved at revne. Når det er eksamenstid er facebook og de øvrige sociale medier fyldt med søde opdateringer med børnenes karakterer – og al respekt for det. Men som jeg forsøger at lære mine børn så er jeg aller mest stolt af dem, når jeg ved at de har gjort deres bedste. Mere kan jeg ikke forlange af dem.

F.eks. så kom begge mine piger hjem fra den årlige motionsdag med oplevelsen af at det havde været sjovt – men også at ALLE DE ANDRE havde løbet flere km end dem.  Men de havde løbet til de simpelthen ikke kunne mere.  Så jeg roste dem og fik det heldigvis også vendt til en succes for dem.

I vores familie har vi svage led – vi er alle fra en kant enten hypermobile eller også døjer vi med led der hopper ud eller ankler der er konstant forstuvede. Den ene af mine døtre træner jeg stort set hver dag – og derved er hun rigtig godt med motorisk, selvom hendes udgangspunkt med hypermobilitet, daglige smerter og udmattelse gjorde og stadig i perioder gør det til en kamp bare at løbe, lave gymnastik eller bare tage en tur i Legoland. Så når jeg i dag har været til sundhedsplejerske med hende og får bekræftet at hendes motorik er total i orden – så bliver jeg meget stolt og glad langt ind i mit moderhjerte. For at være aldersvarende i hendes motorik, har hun kæmpet og kæmpet. Det har kostet anstrengelse og vilje for hende, at nå det andre nærmest kommer sovende til.

Mine børn behøver hverken blive store idrætsstjerner, de klogeste på universitetet eller være dem der får den bedste karriere. Jeg vil bare gerne have at de bliver glade for deres valg – og så vil jeg i alle livets aspekter gerne se, at de gør det bedste de kan.

Og tænkt hvis vi alle også kunne vende det lidt indad – og indse at vi ikke behøver at være den tyndeste, den der løber mest ifølge endomondo,  være den mor der bager flest speltboller eller være den der giver den dyreste gave. Men at vi alle bør være tilfredse med at være dem vi er, fordi vi gør det bedste vi nu engang kan…..Hvem kan forlange mere ?

Share